Svin kan smitte os med leverbetændelse

Svin kan smitte os med leverbetændelse

onsdag 20 mar 19
|
af Tom Nervil

Kontakt

Lars Erik Larsen
Professor
DTU Veterinærinstituttet
35 88 62 74

De senere år er tilfældene af leverbetændelse steget markant i Europa. Betændelsestilstanden er forårsaget af en genotype af Hepatitis E virus, som også findes i svin.

Svin betragtes som hovedreservoiret af hepatitis E virus, og forskere fra DTU har tidligere vist, at virus i svinekød er tæt beslægtet med virus der kan give infektioner hos mennesker. De sygdomsfremkaldende vira er vidt udbredt i danske svinebesætninger, og dermed kan forbrugerne blive udsat for Hepatitis E, hvis virus er til stede i de svin, der sendes til slagtning.

Der har manglet informationer om hvordan virus opfører sig i svinebesætninger og hvordan det eventuelt kan forebygges.

Nu viser nye undersøgelser fra DTU Veterinærinstituttet imidlertid, at antistoffer fra modergrisen reducerer forekomsten af Hepatitis E virus. Vaccination af søer kan derfor være en fremtidig mulighed for at reducere forekomsten af Hepatitis E virus i slagtesvin og dermed nedsætte smitterisikoen for mennesker

Antistoffer gør forskellen
”Formålet med denne undersøgelse var at bestemme infektionsdynamikken fra fødsel til slagtning. Vi undersøgte i den forbindelse 104 grise fra 11 søer i et enkelt produktionssystem,” forklarer Lars Erik Larsen.

Serum og afføring blev indsamlet fra søer ved 2 uger før farvning, og dernæst blev der samlet serumprøver fra grisene hver anden uge fra uge 1 til uge 17. Udvalgte organer og afføring blev udtaget fra 10 grise efter slagtning i uge 20. Alle prøverne blev testet for Hepatitis E, og serumprøverne blev testet for antistoffer.

Moderens antistoffer (MAbs) var kun til stede hos svin, der stammede fra søer med høje niveauer af antistoffer og alle svin, undtagen en, dannede selv antistoffer mod virusset i uge 13-17 efter fødsel.

I alt blev godt 2/3 af svinene testet positivt for Hepatitis E mindst en gang under undersøgelsen og signifikant færre svin med et højt niveau af MAbs blev smittet

Konklusionen var, at en stor andel svin i en Hepatitis E-positiv besætning blev smittet og en del af disse grise også indeholdt virus ved slagtning. Tilstedeværelsen af antistoffer fra modersoen reducerede forekomsten betydeligt, så vaccination af modersoen vil formodentligt kunne reducere forekomsten af Hepatitis E-positive dyr ved slagtning.

 

https://www.vet.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=07E61FCC-C55E-466A-893D-3EE87E890005
15 DECEMBER 2019