DTU’s nye kronjuvel

fredag 16 dec 16

Kontakt

Claus Møller Rasmussen
Bygherrechef
CAS
29 70 19 99
DTU Aqua, DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet har netop fået overdraget nøglerne til deres nye hus på Lyngby Campus. Institutterne forventes at flytte ind i løbet af foråret.

De tre institutdirektører fra DTU Aqua, DTU Fødevareinstituttet og DTU Veterinærinstituttet fik i går overrakt hver en symbolsk nøgle til deres nye hus på Lyngby Campus. Det skete ved en lille reception i ’Biosfæren’, der er et centralt indendørs areal i bygning 202 med adgang til kantine, mødeområder og åbne loungeområder.

Nøglerne var cnc-fræset af stykker fra et af egetræerne, der blev fældet på grunden for at gøre plads til den nye bygning. I sin tale til receptionsgæsterne sagde bygherrechef på DTU Claus Møller Rasmussen bl.a.: ”I dag overdrager vi nøglerne til jer. Men lov os at passe godt på bygningskomplekset. Det er DTU’s nye kronjuvel.”

Hele projektet tæller bygning 201-205 og er DTU's største byggeprojekt, der omfatter nybyggeri og ombygning af omkring 50.000 kvm. Bygningerne skal huse en væsentlig del af DTU’s life science- og bioengineering-aktiviteter og skabe rammen om et unikt fagligt miljø med topmoderne faciliteter til forskning og netværksdannelse. Byggeriet omfatter bl.a. laboratorier, kontorarealer, møderum, undervisningsfaciliteter samt kantine og caféområder, der er tænkt som et socialt samlingspunkt for denne del af DTU Lyngby Campus. Det forventes, at institutterne flytter ind i løbet af foråret.

Man kan gå ind ad 1.200 døre
”For at belyse hvad denne bygning indeholder, kan jeg fortælle, at der er gravet 40.000 kubikmeter jord væk for at gøre plads til huset. Der er monteret 6.000 betonelementer og brugt 80 km bløde fuger her i bygning 202, som er på ca. 28.000 kvadratmeter. Og så er der brugt 750.000 håndværkertimer. Derudover har bygningen et ringventilationssystem, der banker 325.000 kubikmeter luft rundt i timen. Der er ca. 1,3 km bordplader i de godt 250 laboratorier i huset - og man kan gå ind ad 1.200 døre. Så der er ikke noget at sige til, at man kan fare vild,” sagde Claus Møller Rasmussen.

Bygning 202 er bundet sammen med de to eksisterende bygninger 201 og 204 på hver 7.000 kvm via gangbroer på to af etagerne. De to bygninger, der tidligere bl.a. har været laboratoriebygninger for DTU Kemi, er blevet totalrenoveret og indrettet fortrinsvis med kontorer. Nord for disse bygninger opføres endvidere en ny bygning 205A, som bliver den sidste del af bygningskomplekset og et højklassificeret laboratorium til veterinærforskning.

Relaterede Videoer  

Vis flere
http://www.vet.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=0EA91946-C3F9-462F-856C-56484E665ECF
26 APRIL 2017