Som veterinærstuderende har du en oplagt mulighed for at skrive speciale ved DTU Veterinærinstituttet. Vi forsker i infektiøse sygdomme hos dyr og ligger på Bülowsvej lige ved siden af KU’s campus på Frederiksberg samt på forskningsøen Lindholm ved det sydsjællandske.
Her i kataloget kan du se nogle af de forslag til specialer, som forskerne ved DTU Veterinærinstituttet har. Ved hvert forslag står, hvem du kan kontakte, hvis du vil høre mere. Forskerne tager også meget gerne en snak, hvis du selv har forslag til specialeprojekter.
DTU Veterinærinstituttets mere end 220 medarbejdere forsker, rådgiver myndighederne, har ansvaret for en stor del af det danske veterinære beredskab, udfører diagnostik, underviser og sam-arbejder med erhvervslivet. Vi har desuden flere nationale og internationale referencelaboratorier.
Vi arbejder med infektionssygdomme hos alle former for produktionsdyr inklusiv kvæg, svin, fjerkræ, mink og fisk, og har indsigt i smitsomme sygdomme hos vildt og kæledyr. Instituttet har opbygget et stort internationalt netværk med forskere i hele verden og har indgået aftaler om fælles forsknings- og udviklingsprojekter med en række af verdens førende laboratorier og universiteter.
Vores forskningsaktiviteter koncentrerer sig inden for fire indsatsområder:
- Virologi, med fokus på alvorlige virusinfektioner, herunder virusinfektioner der smitter fra dyr til mennesker (zoonotiske infektioner).
- Immunologi og vaccinologi, herunder udvikling og optimering af nye vacciner og andre biologiske produkter.
- Epidemiologi, herunder sygdomsmodellering og klimabetingede ændringer i sygdomsudbredelse.
- Bakteriologi og patologi, med fokus på fiskebakteriologi, ikke-fødevarebårne bakterielle zoonoser og aktiviteter med henblik på at reducere antibiotikaforbruget. Herudover metoder til karakterisering af multibakterielle samfund.
Udvid dit netværk
Veterinærinstituttet er en del af DTU - Danmarks Tekniske Universitet, som har hovedsæde i Lyngby. Universitetet har ca. 4500 medarbejdere og over 7000 studerende. Og vi samarbejder selvfølgelig tæt med DTU´s øvrige institutter - blandt andet inden for bioinformatik, molekylær-biologi, matematisk modellering, nantoteknologi og kemisk procesoptimering.
Sammen har vi blandt andet etableret platforme til understøttelse af forskningen inden for eksempelvis proteinkemi, mikroskopi og sekventering. Vi går meget op i at have adgang til det nyeste og mest effektive udstyr, da det er vores erfaring, at det er med til at drive forskningen fremad.
Der er således rig mulighed for at få fingrene i lige præcis den dyreart eller den sygdom, som du har drømt om under studierne, mens du også får indsigt i de nyeste metoder og udstyr. Og du har ikke mindst chancen for at frembringe resultater, som får praktisk betydning og bliver brugt. Du kan eksempelvis udvikle nye diagnostiske metoder.
Så skriv speciale hos os og få endnu et universitet på eksamensbeviset - samtidig med at du får udvidet dit værdifulde netværk.