EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

100 års jubilæum - forord fra jubilæumsskrift

I 2008 fyldte DTU Veterinærinstituttet 100 år. I den forbindelse blev der udgivet et jubilæumsskrift i pdf, som kan læses her. Herunder kan forordet, skrevet af institutdirektør Kristian Møller, læses.

Den 9. september 2008 er det 100 år siden, serumlaboratoriet blev indviet og begyndte sin virksomhed på Bülowsvej med produktion af sera, vacciner og andre biologiske præparater til bekæmpelse af husdyrsygdomme. Forskningen blev fra starten en integreret del af laboratoriets arbejde, da der kun var begrænset viden om de forskellige sygdomme. For at kunne stille den rette diagnose og skaffe tilstrækkeligt materiale til forskningen, blev det også hurtigt almindeligt at sende materiale fra dyrlægepraksis til laboratoriet.

  

I 1926 blev Mund- og Klovesyge-Forsøgsstationen på Lindholm oprettet. Baggrunden var store udbrud af mund- og klovesyge, hvor op til halvdelen af landets besætninger blev smittet. Formålet var primært at undersøge sygdommens smitteveje, men produktion af mund- og klovesygevaccine blev fra trediverne og de næste halvtreds år en vigtig aktivitet. Forskning og diagnostik, der med tiden kom til at omfatte flere andre virussygdomme, blev også på Lindholm en integreret del af arbejdsopgaverne.

 

Mikrobiologi og immunologi var blandt de første discipliner, der i begyndelsen af forrige århundrede viste sig at kunne frembringe praktisk anvendelige resultater. Begge områder er under stadig udvikling, og bruges side om side med nyere discipliner, f.eks. molekylærbiologi, systembiologi, nanoteknologi og matematisk modellering.

 

At være på forkant med den biomedicinske udvikling har været centralt for begge institutioner fra starten, så det til enhver tid har været muligt at løse presserende såvel som fremadrettede og langsigtede opgaver for dansk landbrug og veterinærvæsen i takt med ændringer i sygdomsmønstret og i mulighederne for forebyggelse, diagnostik og behandling. I takt med EU´s større betydning og øget samhandel, har institutionerne i stigende grad formået, dels som nationalt og internationalt udpegede referencelaboratorier, og dels via internationalt forskningssamarbejde, at være med til at sætte den internationale dagsorden inden for husdyrsundhed og fødevaresikkerhed. Det er ikke for meget at påstå, at Danmark har verdensrekord i at udrydde husdyrsygdomme og er verdensberømt for sine tiltag for at reducere resistensudvikling og fødevarebårne zoonoser ved kilden, dvs. hos husdyrene.

 

Siden etableringen har institutionerne løbende omsat forskningsbaseret viden til praktisk forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme. Den seneste fusion med Danmarks Tekniske Universitet (DTU) ændrer ikke ved dette. Tværtimod vil vi ved et tæt samarbejde med DTU Fødevareinstituttet og øvrige institutter ved DTU sikre samlet øget viden i kæden fra jord/vand til bord til gavn for forbrugere, myndigheder, landbrug og industri. Som en del af et universitet får vi også bedre muligheder for videndeling gennem undervisning på videregående uddannelser, hvor kendskab til infektionssygdomme, herunder kendskab til forebyggelse, bekæmpelse og vaccineudvikling, er et vigtigt element.

 

100-års jubilæet giver anledning til at udgive et jubilæumsskrift. Den viser gennem udvalgte emner, hvordan medarbejdere har opbygget fagområder og netværk for at kunne deltage i kontrol, bekæmpelse og udryddelse af forskellige smitsomme husdyrsygdom. Det er håbet at kunne formidle nødvendigheden af, at instituttets viden og medarbejdernes kompetencer er baseret på forskning på højt internationalt niveau, og at der ofte er brug for en gruppe af eksperter med vidt forskellige kompetencer for at løse opgaverne.

 

Fleksibilitet og evne og lyst til omstilling, når nye sygdomme pludselig dukker op, eller den politiske dagsorden ændres, er også en del af baggrunden for de mange succesfulde historier. Hvad der i mindre grad fremgår af historierne, er behovet for et samlet og fremsynet erhverv, kompetente myndigheder og en forsknings-infrastruktur, der støtter både basal og anvendelsesorienteret forskning, for at de mange tiltag lykkes.

 

Jeg vil gerne rette en stor tak til de nuværende og tidligere medarbejdere, der har bidraget til jubilæumsskriftet. Også en tak til sponsorerne.

 

God læselyst!

 

Kristian Møller
Institutdirektør

 

 

 

Sidst opdateret 13.06.2012
Ansvarlig: Else Tranholm Mortensen
Top
DTU Veterinærinstituttet1870 Frederiksberg CTlf. 3588 6000CVR-nr. 30 06 09 46
Cookies