DTU Veterinærinstituttets arbejde omfatter infektiøse husdyrsygdomme hos produktionsdyr og hobbydyr. Hovedvægten ligger på sygdomme, som dyrlæger har pligt til at anmelde til myndighederne og på sygdomme, der har stor betydning for dansk landbrug.
Opgaverne ligger inden for:
- forskning
- innovation
- diagnostik
- overvågning
- rådgivning
- risikovurdering
- produktion af vacciner og sera
- formidling og undervisning
Vi forsker i sygdomme
Instituttet forsker i metoder der kan påvise, kontrollere og forebygge infektionssygdomme hos husdyr. Forskningen spænder vidt; vi arbejder med udviklings- og anvendelsesprægede projekter, men også med basal forskning.
Instituttet huser desuden et internationalt forskningscenter for veterinær epidemiologi, International EpiLab.
Vi stiller diagnoser
Dyrlæger kan indsende prøver fra syge dyr, og få stillet en diagnose. For sygdomme, der er anmeldepligtige, er det gratis at få stillet en diagnose, mens diagnostik af andre sygdomme tilbydes på kommercielle vilkår. Alle diagnostiske ydelser er baseret på akkrediterede eller kvalitetssikrede analysemetoder.
Vi laver vacciner
For nogle husdyrsygdomme findes ikke kommercielle vacciner til at behandle dyrene med. I de tilfælde fremstiller DTU Veterinærinstituttet vacciner, hvis sygdommen er betydende. Produktion af vacciner foregår på kommerciel basis.
Vi rådgiver myndigheder
Rådgivning og risikovurderinger for myndigheder, erhverv og interesseorganisationer er en af instituttets opgaver. Både rådgivning og risikovurderinger er baseret på forskning, hvor vi bruger robuste og følsomme metoder. Vi leverer data til overvågning af sygdomssituationen i Danmark og koordinerer den nationale overvågning af forbruget af medicin til dyr (Vetstat).
Vi har ansvar for det veterinære beredskab
Den laboratoriemæssige del af det veterinære beredskab i Danmark er hos DTU Veterinærinstituttet. Det akutte beredskab sættes ind ved mistanke om og udbrud af alvorlige smitsomme husdyrsygdomme, hvor instituttets laboratorier undersøger prøver fra syge dyr.
Arbejdet med nationale overvågningsprogrammer for husdyrsygdomme og zoonoser understøtter beredskabet. Også instituttets forskning og diagnostiske ekspertise er vigtige forudsætning for kvaliteten af det veterinære beredskab.
Fødevarestyrelsen har ansvar for den del af beredskabet, der handler om at håndtere situationer med smitte i Danmark.
Vi er referencelaboratorium
Instituttet er nationalt referencelaboratorium for en lang række infektiøse husdyrsygdomme. På det internationale område er vi EU- og OIE referencelaboratorium for udvalgte fiskesygdomme.
Vi dækker relevante fagområder
Fagligt dækker instituttet alle områder af betydning for infektiøse lidelser:
- patologi
- bakteriologi
- virologi
- parasitologi
- immunologi
- vaccinologi
- serologi
- epidemiologi
- risikovurdering
Vi har 220 medarbejdere
Instituttet beskæftiger cirka 220 medarbejdere og består udover direktion, sekretariat og service af:
- Sektion for Virologi
- Sektion for Epidemiologi
- Sektion for Bakteriologi, Patologi og Parasitologi
- Sektion for Immunologi og Vaccinologi
- Sektion for Myndighedsbetjening, Beredskab og Kommerciel diagnostik
Medarbejderne kan findes under organisation i menuen til venstre.
Man kan også søge i vores telefonbog her.