Goooooodmorning, Obama!
Klokken er 5.15, det er mørkt og blæsende udenfor. Dynen skubbes til side, og efter lidt vand i ansigtet hopper jeg igennem sneen fra vores lille hus i Connecticut og over til garagen, hvor bilen ’Obama’ står. Nøglen i tændingen og af sted mod Saybrook Point. Der er 15 minutters kørsel til havnen – tid nok til en kaffe fra Starbucks på vejen. Jeg joker med personalet i kaffebaren om, at de vist er de eneste, der møder tidligere på arbejde end jeg selv.
I en lille båd…
Sa er jeg fremme på havnen, hvor Connecticut River munder ud i Long Island Sound. Her ligger vores lille færge M.S. Shahan, som hver morgen sejler alle forskere, studerende, dyrepassere og andet personel på arbejde ude pa Plum Island. Plum Island er en forskningsinstitution ejet af den amerikanske regering og styret af Department of Homeland Security.
Kun for indbudte
På øen er der siden 1950’erne blevet udfort forskning inden for Infectious Foreign Animal Diseases – altså virussygdomme, der smitter effektivt, spredes hurtigt og har store konsekvenser for landbrug og økonomi. Det er disse virusser og deres sygdomme, som vi prøver at forstå bedre, og som gør Plum Island til et unikt sted at arbejde. Alt kræver omhyggelig overvågning, og man skal godkendes af bl.a. FBI for at arbejde i øens Klasse 3-laboratorium.
The naked truth
Noget andet, der gør Plum Island til et unikt sted at arbejde, er, at man dagligt skal sluses nøgen ind i klasse 3-laboratorierne. Mænd og kvinder er naturligvis adskilt, men det var stadig en lidt spøjs oplevelse de første par gange, hvor man som ny, ung ph.d.-studerende gik (nøgen!) side om side med sin mentor og kolleger igennem korridoren ind til klasse 3-området. På den anden side af plexiglas-dørene og korridoren har hver person så deres eget sæt scrubs (laboratorie-tøj) at iføre sig. Her er farverne olivengrøn, mørk rød eller sand de muligheder, man har at vælge imellem, hvorfor alle mere eller mindre ligner hinanden inde i klasse 3-bygningen.
Min hovedvejleder og mentor, Gregers Jungersen, der er professor og sektionsleder ved DTU Veterinarinstituttet, fik også lov at opleve, hvilket sted Plum er, da han var på besøg i december 2011. Her var det pludselig mig, der var vejlederen, idet jeg havde min FBI clearance og derfor skulle eskortere Gregers rundt inde i klasse 3-området – selv når han skulle træde af på naturens vegne, for man har på intet tidspunkt lov til at færdes uden eskorte i Plums klasse 3 facilitet uden en godkendt FBI clearance.
Det samme var gældende, når vi om eftermiddagen tog det obligatoriske fem minutters sæbebad. Man vænner sig dog hurtigt til det og joker omkring hele sikkerhedspostyret, om end det alt andet lige er en hel del sjovere at arbejde pa øen, når man har sin fulde godkendelse fra FBI og Homeland Security. Her er jeg i gang med dataanalyse ved vores spritnye Flow Cytometer (LSR II) inde i Klasse 3-laboratoriet.
Den sejeste sladrehank!
Mit projekt på Plum Island kan forklares meget kort: Jeg arbejder med verdens sejeste molekyle! Sådan. Hvad gør det så til verdens sejeste? Jo, jeg plejer at kalde det immunsystemets sladrehank. Det hedder noget så eksotisk som MHC Klasse 1, og dets opgave er at fortælle kroppens immunceller, hvad der foregår inde i kroppens celler. Både grise, køer, aber og du selv – faktisk alle dyr med en rygrad – udtrykker MHC 1 på overfladen af deres celler.
Bundet til MHC-molekylet uden på overfladen af den enkelte celle i kroppen er så bittesmå proteinstykker, som stammer fra storre proteiner inde fra cellen. Hvis man så forestiller sig, at denne celle er blevet inficeret med for eksempel et virus, så vil nogle af disse sma proteindele stamme fra virale proteiner.
Sådanne proteindele bliver dernæst genkendt af immunsystemets politi-celler, som reagerer ved at bekæmpe virus i kroppen. Med andre ord; MHC-molekylet har sladret til immunsystemet om, at der var noget galt, hvorefter immunsystemet blev aktiveret og løste problemet. Dét er da lidt sejt.
I mine forsøg arbejder jeg således med fire MHC-molekyler, som er koblet sammen, for bedre at kunne identificere virale proteindele, der kan bruges til at aktivere grisens immunsystem. Det er vigtigt at kunne finde disse proteindele, for efter en specifik aktivering med dem, vil grisen være immun over for den givne virus. Electron micrograph’et her viser guld-markede MHC-molekyler, der er bundet til celleoverfladen.
Plum Island
Jeg har været tilbage på Plum Island dette forår for at afslutte mit arbejde der, inden jeg skal aflevere min ph.d.-afhandling i biokemi og immunologi til november. Det var min sidste gang på øen – eller er det nu også det? For jeg har erfaret, at denne ø og dens faglige muligheder har en dragende effekt på forskere.
Folk kommer og går, men tendensen er, at man ofte kommer tilbage igen … og igen. At man kan få lov til at gå i dybden og prøve nogle ting af med adgang til de midler, som er nødvendige, er nok hovedårsagen til folks tilbagevenden. Samtidig er der en stemning og et sammenhold på øen, som man ikke oplever mange andre steder. Det kan beskrives som et lille landsbysamfund, men med en ekstremt videnskabelig tilgangsvinkel og kompetence. Øens tid som forskningsinstitution er dog ved at rinde ud, da der arbejdes på at flytte aktiviteterne til Kansas, for med nutidens moderne og højtsikrede laboratorier er en beliggenhed på fastlandet at foretrække både finansielt og praktisk. Her ses Plum Island fra luften.
All work and no play
At arbejde i USA er lidt anderledes end at arbejde i Danmark. Amerikanerne arbejder ca. 45-50 timer om ugen. Til gengæld er det min opfattelse, at tingene foregår lidt mindre effektivt end herhjemme.
For eksempel er det helt almindeligt at holde en times frokostpause, tage et slag basketball eller gå en tur midt på dagen. Som dansker er jeg nok mere vant til at arbejde, når jeg er på arbejde, og så lave fritidsaktiviteter, når jeg har fri. Man finder dog hurtigt ind i rytmen, arbejder flere timer om ugen og tager sig så til gengæld en god gåtur eller basketmatch i arbejdstiden i ny og næ.
På Plum Island har jeg haft mulighed for at arbejde med meget smitsomme virusser såsom mund- og klovesyge i samarbejde med nogle af verdens førende inden for netop dette felt. Samtidig har vi haft adgang til specielle vævstypede dyr, som yderligere muliggør netop det at arbejde med specifikke MHC-molekyler på den måde, som jeg gør. Personligt er jeg enormt glad for, at jeg fik og ikke mindst tog imod muligheden for at arbejde pa øen. Jeg har lært og oplevet en masse i løbet af min tid i USA. Ting, der har udviklet mig som forsker, men som også har været med til at forme, hvem jeg er i dag – både professionelt og personligt.
Det at blive kastet ud i en ny tilværelse, hvor man starter fra bunden, har tvunget mig til at udvikle mine evner som forsker og social person. Idet man er på udebane, tvinges man i en endnu større grad til selv at løse de problemer, der opstår undervejs. Samtidig er der rig mulighed for at lære fra sig og for selv at lære en masse fra andre. Her er jeg med min amerikanske mentor, Dr. Bill Golde.
Læs artiklen i DTU Avisen.
Fotos: Privat samt Kathleen Apicelli og Ethan Macnow.
Kontakt
Lasse Eggers Pedersen, ph.d.-studerende ved DTU Veterinærinstituttet, tlf. 3588 6304 og e-mail
Mette Buck Jensen, kommunikationsansvarlig ved DTU Veterinærinstituttet, tlf. 3588 6316, mobil 2365 2899 og e-mail