EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Ny flåtsygdom fundet i Danmark

/upload/institutter/vet/nyheder/flåt1.jpg De små flåter kan nu bære på endnu en sygdom. Foto: DTU Veterinærinstituttet

For første gang er bakterien Candidatus Neoehrlichia mikurensis, der kan gøre mennesker alvorligt syge, fundet i flåter i Danmark. DTU Veterinærinstituttet har fundet bakterien i flåter både på Bornholm, Sjælland og i Jylland.

For første gang i Danmark og Skandinavien er flåter blevet undersøgt for bakterien Candidatus Neoehrlichia mikurensis, der kan smitte til mennesker og resultere i alvorlig sygdom.

 

”Vi har identificeret bakterien i skovflåter tre steder i Danmark. Vi fandt den i en spejderlejr på Bornholm, et picnicområde i Tokkekøb nord for København samt i flåter fra en flok får i Viborg. Det tyder på, at bakterien nok er i flåter over hele landet,” siger René Bødker, der er epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet.

 

Man kender 6-8 tilfælde, hvor europæere har fået bakterien og været langvarigt syge samt ramt af blodpropper. Alle tilfælde er konstateret efter 2009, så det er en helt ny sygdom, man er blevet opmærksom på.

 

Sygdommen er endnu ikke fundet i danskere, men der er rapporteret om tre tilfælde i Sverige og to i Tyskland. Også i en hund i Tyskland har fået konstateret infektionen.

 

Alle de ramte har i forvejen haft svækket immunforsvar, så risikoen for raske personer er sandsynligvis minimal. Sygdommen kan behandles med antibiotika.

 

”Vi skal fortsætte med at tage ud i naturen, men det er selvfølgelig endnu en grund til at tjekke sig for flåter, når man har været i skoven. Læger og dyrlæger bør være opmærksomme på risikoen for sygdommen, hvis de har immunsvækkede patienter,” siger René Bødker.

 

 

/upload/institutter/vet/nyheder/flåt2.jpg

Flåter til undersøgelse. Foto: DTU Veterinærinstituttet.

 

For to år siden opdagede samme forskergruppe, at den centraleuropæiske hjernebetændelse TBE havde bredt sig til flåter på Sjælland. Men det var efter, at to patienter var blevet alvorligt syge.

 

”Denne gang ser det ud til, at det er lykkedes os at opdage infektionen, før nogen er blevet syge herhjemme. Det er vi naturligvis glade for,” siger René Bødker.

 

Flåter fanget med flag

Bakterien Candidatus Neoehrlichia mikurensis findes normalt i mus og overføres til andre dyr og mennesker via flåterne.

 

I alt er 2625 flåter fra 58 steder i Danmark blevet indsamlet og analyseret for bakterien ved hjælp af PCR. 1552 er indsamlet i september 2011 med et hvidt ’flag’, der trækkes henover beplantningen. 1073 flåter er indsamlet fra rådyr, der er blevet indleveret til Center for Vildtsundhed, og 40 kommer fra en fåreflok.

 

”Det er meget, vi ikke endnu ved om sygdomme fra de flåter, som vi i disse år får flere og flere af efterhånden som de breder sig til alle egne af landet. Måske skyldes udbredelsen miljø eller klimaændringer,” fortæller René Bødker.

 

Forskerne ved DTU Veterinærinstituttet arbejder derfor på at opbygge et arkiv med flåtmateriale i samarbejde med Center for Vildtsundhed, der får indleveret hundredvis af døde vilde dyr som rådyr, der ofte bærer på mange flåter.

 

Fundet er publiceret i tidsskriftet Eurosurveillance – læs artiklen her.

 

Kontakt

René Bødker, epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet, tlf. 3588 6366, mobil 2547 6974 og e-mail

Mette Buck Jensen, kommunikationsansvarlig ved DTU Veterinærinstituttet, tlf. 3588 6316, mobil 2365 2899 og e-mail


27.02.12 af
TopTilbage
DTU Veterinærinstituttet1870 Frederiksberg CTlf. 3588 6000CVR-nr. 30 06 09 46
Cookies