Sæl. Foto: DTU Veterinærinstituttet

Sæler fra flere områder af Danmark smittet med influenza

onsdag 15 okt 14
|

Kontakt

Mariann Chriél
Specialkonsulent, dyrlæge
DTU Veterinærinstituttet
35 88 87 09

Kontakt

Lars Erik Larsen
Professor
DTU Veterinærinstituttet
35 88 62 74

DTU Veterinærinstituttet har fundet influenzavirus i sæler fra Anholt, Limfjorden og tre steder på den jyske vestkyst. Det er første gang, der er konstateret et stort influenzaudbrud blandt sæler i Europa.

De seneste måneder er der blevet fundet flere døde sæler langs de danske kyster end normalt, og DTU Veterinærinstituttets undersøgelser viser, at årsagen er et udbrud af influenza.

I starten af juli i år påviste DTU Veterinærinstituttet for første gang influenzavirus af typen H10N7 i to sæler fra Anholt. I september blev det samme virus påvist i døde sæler fra Limfjorden, og i oktober er influenzavirus også blevet påvist i døde sæler ved Hvide Sande, Sædding og Skallingen på den jyske vestkyst. Sidstnævnte virus er endnu ikke typebestemt, men der er sandsynligvis tale om det samme H10N7 virus. Det samme virus er endvidere påvist i døde sæler ved den svenske vestkyst.

”Der er tidligere rapporteret udbrud af influenza i sæler i Asien og USA, men det er første gang, at et større udbrud af influenzavirus er konstateret i sæler i Europa,” fortæller professor Lars Erik Larsen fra Sektion for Virologi ved DTU Veterinærinstituttet.

Influenzavirusset svækker sælerne, der derved bliver mere modtagelig for andre infektioner, som kan bidrage til at forværre sygdommen og eventuelt medfører, at sælen dør.

”I første omgang har sælerne sandsynligvis fået influenzaen ved at være i kontakt med fugle eller deres efterladenskaber, men efterfølgende har der formodentligt været tale om, at virusset har smittet fra sæl til sæl,” forklarer Lars Erik Larsen.

Rør ikke sælerne
Fund af influenzavirus i vilde andefugle er almindeligt, uden at det giver anledning til smitte af andre dyr og mennesker. Der er ikke rapporteret om infektion i mennesker med det påviste virus i forbindelse med udbruddet blandt sælerne i Danmark, men andre influenzavirus af samme type har tidligere forårsaget let infektion i mennesker.

”Hvis man finder døde sæler, bør man ikke røre dem, men derimod tage kontakt til Naturstyrelses lokale vildtkonsulent,” siger specialkonsulent Mariann Chriél fra Sektion for Diagnostik og Beredskab ved DTU Veterinærinstituttet.

Sæl med influenza og lungebetændelse. Foto: DTU Veterinærinstituttet
Sæl med influenza og lungebetændelse. Foto: DTU Veterinærinstituttet

Virussygdommen sælpest - også kaldet hvalpesyge og hundesyge - er ikke fundet i sælerne. Sælpest skyldes et andet virus, som ikke er i familie med influenzavirus, og immunitet opnået mod det ene virus beskytter derfor ikke mod det andet virus.