EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Veterinær epidemiologi

Veterinær epidemiologi har i mere end tre årtier spillet en væsentlig rolle for forebyggelse, kontrol og bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme i Danmark. En udbredt sam­handel med levende dyr, råvarer og fødevarer både mellem EU’s medlemsstater og med tredje­lande er med til at øge risikoen for at smitsomme husdyr­syg­domme introduceres og spredes i Danmark, hvilket understreger behovet for forskning og udvikling inden for dette område. Anvendelse af epidemiologiske principper har medvirket til, at man i den danske husdyrproduktion registrerer blandt andet medicinforbrug, sygdomsforandringer, besætningers geografiske placering og flytninger af husdyr. I få andre lande registreres på samme niveau som i Danmark, så datagrundlaget giver unikke muligheder for forskning.

 

Den epidemiologiske forskning ved Veterinærinstituttet er rettet mod at udvikle metoder til effektivt at overvåge og bekæmpe sygdomme hos husdyr, herunder hos fisk i akvakultur, samt i den vilde fauna. Vigtige elementer af denne forskning er:

  • at identificere risikofaktorer
  • at vurdere risikoen for introduktion og smittespredning
  • at udvikle metoder til optimal stikprøveudtagning og datafortolkning

Få sygdomsudbrud til forskning

Udbrud af alvorlige smitsomme sygdomme forekommer relativt sjældent i Danmark, og derfor er datagrundlaget ofte sparsomt. Det er derfor vigtigt at forske i teoretiske modeller for smitte­spredning og samtidig vurdere den forventede effekt af forskellige smitteforebyggende kontrol­strategier. For det enkelte dyr eller menneske er det bedre at forebygge end at behandle. I et epidemiologisk perspektiv er det bedre at kunne forudsige et sygdomsudbrud i populationen end at bekæmpe det.

 

Risikoen for, at en sygdom kommer til landet og spredes, påvirkes af mange faktorer. Det er for eksempel omfanget af transport af levende dyr og animalske produkter, det er udbredelsen af intensive produktionssystemer, der kan øge betydningen af almindeligt forekommende og mindre alvorlige infektioner, og det er klimaforandringer, der kan øge forekomsten af sygdomme overført gennem vektorer som myg og mitter. Det er derfor nødvendigt at udvikle metoder til at overvåge for alvorlige smitsomme sygdomme, så de opdages så tidligt som muligt. Metoderne skal også kunne vurdere effekten af et potentielt udbrud.

De vektorbårne husdyrsygdomme er et særligt område, der kan påvirkes af kommende klimaændringer. Der er derfor behov for at indsamle nationale data og integrere dem med anerkendte internationale klimamodeller, samtidig skal de nyeste smittespredningsmodeller for vektorbårne sygdomme bruges på disse data.

 

Veterinærinstituttet ønsker at opbygge og videreudvikle stærke nationale og internationale faglige netværk inden for ovennævnte områder. Det er målet at styrke internationale forsknings­aktiviteter, blandt andet ’International Research Centre for Veterinary Epidemiology’ (EpiLab), som er knyttet til instituttets Sektion for Epidemiologi og Myndighedsbetjening.

Sidst opdateret af  13.11.2009
Ansvarlig: ...
Top
Hent DTU Veterinærinstituttets udviklingsstrategi 2012-2015 i pdf-format.
Strategi
DTU VeterinærinstituttetTlf. 3588 6000CVR-nr. 30 06 09 46