Der er et stigende behov for diagnostiske metoder, der er hurtigere, mere sikre og om muligt billigere end i dag. Udvikling af analysemetoder, der kan påvise flere sygdomme samtidig, har potentiale til at give både hurtigere og billigere analysemetoder. Når flere sygdomme skal påvises samtidig, kan det ske enten i form af direkte multiplex-teknologi eller indirekte multiplex-teknologi, hvor mere eller mindre separat udførte analyser tilbydes i pakker. Multiplex-teknologi kan bruges både til at påvise antistoffer i blodet og agens, i form af den mikroorganisme, der er årsag til sygdom.
Instituttets forskning sigter også på at udvikle automatiserede metoder, der i forhold til traditionelle metoder kan karakterisere smitstoffer yderligere eller kan være et hurtigere og billigere alternativ. Det drejer sig for eksempel om chip-, PCR- og sekvens-baserede metoder. For eksempel kan man ved sådanne metoder påvise et virus og samtidig bestemme serotypen af den fundne virus.
DTU Veterinærinstituttet har gennem de sidste år samarbejdet med DTU Nanotek om at udvikle lab-on-a-chip teknologien, men der er behov for at sætte fokus på dette område og udvide samarbejdet med flere forskergrupper og private virksomheder, der arbejder med multiplex-, chip- og high-throughput-teknologier. Der skal også gøres en indsats for at modne teknologierne, så de kan overføres til daglig drift og/eller gøres attraktiv for kommercielle partnere. Der kan forudses betydelige kommercielle udviklingsmuligheder inden for dette område.
Ansvarlig:
...