EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Alvorlige sygdomme hos husdyr og vildt

DTU Veterinærinstituttet har i 100 år spillet en afgørende rolle for forskning, diagnostik og overvågning af alvorlige infektioner hos dyr. Alvorlige infektionssygdomme hos husdyr og vildt har stor betydning både for økonomi og for dyrevelfærd, og instituttets arbejde har gennem årene bidraget til, at Danmark er et meget velanset landbrugsland, der er fri for en række alvorlige sygdomme. Ved sygdom begrænses produktionen af kød, æg, mælk og andre animalske produkter og mangel vil udgøre, og udgør allerede i mange udviklingslande, en alvorlig trussel mod menneskers ernæring.

 

Forskningsindsatsen er rettet mod de lovomfattede husdyrsygdomme, særligt mund- og klovesyge, klassisk svinepest og fugleinfluenza, men også mod de almindeligt fore­kommende sygdomme, der har størst velfærdsmæssig og økonomiske betydning. Det er helt afgørende for det danske beredskab mod de lovomfattede sygdomme, at Veterinærinstituttet råder over de bedst egnede undersøgelsesmetoder og faciliteter, og kan hjælpe myndighederne hurtigt og effektivt. Samtidig kan instituttet diagnosticere og rådgive landbrug, dyrlæger og brancher om de almindeligt forekommende smitsomme sygdomme.

Forskningen omfatter også nye sygdomme, der kan dukke op og udgøre en trussel for dyresundheden, blandt andet som følge af klimaændringer og øget samhandel/globalisering, og sygdomme, der kan smitte fra den vilde fauna til husdyr og fra dyr til mennesker.

 

En række sygdomme forekommer ikke i Danmark, og for flere af disse samarbejder Veterinærinstituttet med partnere i dele af verden, hvor de alvorlige virussygdomme findes. Gennem samarbejdet opnår vi kendskab til disse sygdomme og kan i nogle tilfælde tage mikroorganismer med hjem til studier i Danmark. Samtidig overføres viden til de ramte lande, der rustes bedre til at mindske spredningen af sygdomme. Ofte udføres forskningen i samarbejde med andre forskningsgrupper, både nationalt og internationalt.

 

Arbejdet med de enkelte sygdomme er omfattet af en række sikkerhedsregler, for ikke at sprede smitte fra instituttet til omgivelserne. Sygdomme som mund- og klovesyge og svinepest er særligt smitsomme, og instituttets afdeling på øen Lindholm har faciliteter, der opfylder ekstra strenge krav for at beskytte mod smitte til omgivelserne.

Sidst opdateret af  13.11.2009
Ansvarlig: ...
Top
Hent DTU Veterinærinstituttets udviklingsstrategi 2012-2015 i pdf-format.
Strategi
DTU VeterinærinstituttetTlf. 3588 6000CVR-nr. 30 06 09 46