På DTU Veterinærinstituttets afdeling på Lindholm findes et stort moderne cellekulturlaboratorium, hvor medarbejderne har mange års erfaring med at udvikle, producere og vedligeholde cellekulturer. Laboratoriet er et af de største af sin slags i Europa.
Cellekulturer
Animalske cellekulturer udgør kernen i Cellekulturlaboratoriets arbejde, men der arbejdes også med andre celler, for eksempel insektceller. Cellekulturerne bruges primært til virologisk diagnostik og forskning.
Aktiviteterne i Cellekulturlaboratoriet omfatter blandt andet:
- ugentlig produktion af primære cellekulturer fra kalv og svin
- udvikling og produktion af cellekulturer fra andre dyr efter behov
- vedligeholdelse af en række cellelinjer til diagnostik og forskning
- opretholdelse og løbende udvidelse af et lager på cirka 150 forskellige celletyper opbevaret ved ultra-lave temperaturer og klar til hurtig anvendelse
- leverancer af cellekulturer, som suspensioner eller monolayer-kulturer til veterinære og medicinske forskningslaboratorier
- formidling af forskellige typer serum
Primære cellekulturer fremstilles hovedsagelig ud fra nyrer og skjoldbruskkirtler, men herudover produceres løbende alveolære lungemakrofager og for eksempel plexus chorioideus celler. Øvrige cellekulturer repræsenterer såvel primære celler som cellelinjer fra en lang række forskellige dyr, blandt andet grise, kvæg, kaniner, mus og sæler.
Lindholm har en mindre produktion af grise med unik sundhedsstatus. Disse grise er fri for en omfattende række infektioner, blandt andet virusinfektioner som PCV2, PRRS og influenza, og bakterielle infektioner som Bordetella og Pasteurella Multocida. Herudover er grisene fri for alle typer af mycoplasmer. Laboratoriet kan levere cellekulturer produceret på grundlag af disse grise.
Monoklonale antistoffer
Laboratoriet har kapacitet til store produktioner af monoklonale antistoffer, baseret på dyrkning af hybridomceller. Der produceres løbende monoklonale antistoffer over for porcine CD-antigener.
Serum
Serum af forskellige typer kan leveres med Cellekulturlaboratoriet som formidler. Det er for eksempel:
- føtalt kalveserum
- kalveserum
- svineserum
- andre species-specifikke sera
Serum kan i en række tilfælde være kvalitetsafprøvet for cellevækstegenskaber og virusfrihed. Herudover kan serum kan også testes for særlige egenskaber, der er relevante for anvendelse til forskellige analyser, for eksempel ELISA.
Uddannelse for laboranter og videnskabeligt personale
Både nationalt og internationalt har cellekulturlaboratoriet på Lindholm en funktion som uddannelsessted for praktisk arbejde med cellekultur, idet der gennemføres kurser for laboranter og videnskabeligt personale, der arbejder med eller skal til at arbejde med cellekulturer.
Cellekulturlaboratoriet holder kursus i praktisk celledyrkning for ph.d.-studerende fra Uganda.
Få mere at vide i Cellekulturlaboratoriet
Yderligere oplysninger fås hos seniorforsker Jens Nielsen. Du kan også kontakte Cellekulturlaboratoriet på tlf. 72 34 78 60 eller e-mail: .