Influenza A virus er en gruppe af virus, der kan inficere en lang række dyr, herunder svin, fugle og mennesker. Generelt set er de influenzatyper, der cirkulerer inden for en population, arts-specifikke, hvilket betyder, at de virus, der cirkulerer i f.eks. svin og heste, så at sige bliver i deres vært. Det har dog længe været kendt, at influenza A virus kan springe fra en dyreart til en anden, enten som overførsel af ”hele virus” eller ved at lave nye virus ved at blande gener med andre virusstammer (såkaldte reassortments).
I Danmark cirkulerer der tre typer af influenza A virus hos svin, men der er aldrig konstateret smitte fra svin til mennesker i Danmark. De tre typer betegnes H1N1, H3N2 og H1N2. Herudover cirkulerer der et anderledes H1N2 virus i svin i en række andre lande i Europa. De H1N1 der i mange år har været hos danske svin er forskellige fra den aktuelle H1N1 pandemi virus (H1N1v).
Nyt H1N1 virus
Den genetiske sammensætning af den nye H1N1 er undersøgt af en række forskere i USA, Asien og Europa og der er bred enighed om at dette virus indeholder gener fra minimum 2 kendte svineinfluenza virus. H genet kommer sandsynligvis fra svineinfluenza, der cirkulerer blandt svin i USA, mens N genet kommer fra H1N1 svinevirus, der cirkulerer i Asien og Europa, herunder Danmark. H og N genet er vigtige, da de koder for proteiner på overfladen af virusset, som immunforsvaret genkender. Det er ukendt hvordan eller hvornår dette virus er opstået, men det mest sandsynlige er at det er opstået i svin og derefter smittet til mennesker.
Svins rolle
Da det nye H1N1 indeholder gener, der tidligere er påvist i svin, er der grund til at antage at virusset har bibeholdt evnen til at smitte tilbage til svin. Dette er bekræftet ved at virusset er fundet i svin i stort set alle lande med kommerciel svineproduktion. Norge har som det eneste land undersøgt mange besætninger og fandt i 2009 H1N1v i mere end 80 svinebesætninger. I Danmark er H1N1v fundet i 7 svinebesætninger i 2010. DTU har endvidere været involveret i et forsøg udført i England hvor svin blev eksperimentelt smittet med nH1N1 isoleret fra en Engelsk patient. Dette forsøg bekræftede at svin kan smittes med virus fra mennesker og at dette virus efterfølgende kan smitte fra svin til svin. Forsøget viste endvidere at svin udskiller virus og får milde kliniske symptomer.
Der er ikke beskrevet smitte fra svin til mennesker med nH1N1 og svins rolle i udbredelsen blandt mennesker vurderes at være meget ubetydelig i forhold til smitten mellem mennesker. Det er dog sandsynligt at mennesker vil kunne smittes af et svin, der er smittet med nH1N1.
Overvågning og diagnostik
Veterinærinstituttet laver diagnostik af svineinfluenza i Danmark på foranledning af praktiserende dyrlæger, når der er mistanke om at influenza A er årsag til respirationsvejslidelser. I 2010 er der indtil 1. oktober fundet 60 positive prøver ud af 180 prøver testet. Det var ikke muligt at finde typen på hovedparten af disse fordi indsenderen ikke ønskede at betale for denne information, eller fordi mængden af virus var for lav.
Influenza A virus hos svin påvises ved hjælp af et såkaldt real time PCR assay, der specifikt påviser arvematerialet (RNA) fra viruset. Bestemmelse af typen foretages kun hvis dyrlæge beder om det og foretages også med PCR. Der foretages ikke aktiv overvågning for svineinfluenza i Danmark.
Veterinærinstituttet tester nu alle positive svineinfluenza sager for nH1N1 ved PCR.
Vaccination
En række forskellige vacciner til vaccination af svin mod flere forskellige svineinfluenza typer er kommercielt tilgængelige i Europa og må forventes at give en vis beskyttelse også mod H1N1v.
Risikovurdering
Fund af H1N1v i danske svin i periode af 2010 hvor dette virus ikke cirkulere i mennesker indikerer at dette virus nu cirkulerer blandt danske svin, og der er stadig risiko for at svin kan smittes af mennesker i løbet af den kommende influenza sæson hvor det forventes af H1N1v vil cirkulere i befolkningen. Svineproducenter og praktiserende dyrlæger bør derfor være opmærksomme på, at der er en risiko for at mennesker kan smitte svin med det nye virus. Veterinærinstituttet anbefaler derfor, at de retningslinjer for smittebeskyttelse, som er udarbejdet af EU, Fødevarestyrelsen og brancheorganisationerne, følges nøje.
Veterinærinstituttet følger situationen tæt og vil løbende revurdere risikoen, hvis situationen ændrer sig.
For mere information om influenza A kontakt venligst professor Lars E. Larsen.